Vintervandring langs den jyske vestkyst

Tekst: Christine Thorsen.

Danmark har meget at byde på, når det gælder vandring. Særligt om vinteren er der fede udfordringer at hente. Også for nybegyndere. Hanne Jensen, 37 år, teknisk designer og vandreblogger var helt ny inden for vandring, da hun tilbagelagde hele den jyske vestkyst over fire stræk, hvoraf tre lå om efteråret og vinteren.

Forberedelse og test af at sove alene i naturen

Hanne forberedte sig godt til turen langs vestkysten. Hun fik en del gode råd af sin mand Brian, som er soldat og har stor erfaring med at overleve i naturen. Herudover googlede hun alt fra, hvordan man punkterer en vabel til, hvad man skal bruge af vandregrej. Og så tog hun på nogle træningsture i foråret 2017, hvor hun prøvede at sove ude alene for første gang.

"Jeg var nødt til at prøve at sove i alene naturen og lagde ud med at sove ved Bilsø Strand, i Slagelse Kommune, hvor jeg bor. I begyndelsen var jeg ret bange. Jeg turde ikke sove i shelter, men kun i mit telt, hvor man trods alt ligger bag en "dør". Jeg sover let, så jeg tænkte, at jeg ville vågne, ved lyden af lynlåsen i teltet, hvis nogen forsøgte at åbne den. Et shelter er helt åbent, så her ville jeg måske ikke vågne, hvis der kom et dyr eller et menneske."

Hanne klarede sig igennem de første nætter i naturen og følte sig klar til at påbegynde sin tur.

Juni - Sover i shelter for første gang

Hanne påbegynder sin vandring på Vestkysten i juni 2017, hvor hun går 139 km fra Esbjerg mod nord til Ringkøbing på 12 dage. Her gør hun sig erfaringer med vandring over længere tid og bliver også langsomt tryg ved at sove i shelter.

"Man vænner sig til det, og så er jeg virkelig stædig, når der er noget, jeg har sat mig for, selvom jeg selvfølgelig også passer på mig selv."

Kornmarker og patriotisme

Ellers byder junituren på mange gode oplevelser; møder med mennesker, smukke landskaber og kornmarker i det vestjyske. Og en følelse af stolthed over at bo i Danmark.

Oktober - Lag på lag

Efter en pause på nogle måneder skal Hanne på farten igen. Hun planlægger at tage af sted i oktober, hvor det er blevet lidt koldere, og Hanne har opgraderet vandreuniformen med flere lag tøj.

"Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er med lag på lag, så man hele tiden kan regulere kropstemperaturen."

Våde støvler og hjemmelavede skoovertræk

Hanne påbegynder oktober-turen i Søndervig og går endnu en gang mod nord med udsigt til en tur på 200 km på 20 dage. Her får hun bekræftet vigtigheden i at holde sig varm og ikke mindst tør, for regnen siler ned.

"Da jeg når til Thyborøn, har det regnet hele dagen og mine støvler er blevet gennemblødte, da jeg ikke har fået imprægneret dem."

Her vælger Hanne at leje sig ind i en ferielejlighed en enkelt nat for at få støvlerne tørret ordentligt. Hun har fået et sponsorat af Spejder Sport, hvor hun også har mulighed for at få råd og vejledning undervejs, så hun ringer til sin kontakt for at høre, hvad hun kan gøre for at holde støvlerne tørre.

"Vi aftaler, at Spejder Sport skal sende mig nogle gaiters, som er et overtræk til støvlerne. Men der vil gå nogle dage før, de når frem. Så jeg vælger at lave nogle midlertidige selv af en frostpose og noget gaffatape." Sådan holder Hanne fødderne tørre, indtil hun får de rigtige gaiters.

 Efterårsblæst og oplevelser

Oktober byder også på en del blæst, men så længe temperaturen er over frysepunktet gør det ikke Hanne noget. Tværtimod. "Hvis det virkelig blæser, kan jeg godt finde på at gå helt nede på stranden og blive blæst igennem. Man tænker så godt, når det blæser" Hanne oplever i det hele taget meget smuk natur i oktober, og det er noget, hun prioriterer højt. "Det er vigtigt for mig, at der er tid til at nyde naturen og de uventede øjeblikke, der opstår. Som når man møder en lækker udsigt eller fire babysæler på stranden. Derfor går jeg også "kun" omkring 10-13 km pr. dag. Nogle synes måske ikke, det er så meget, men jeg vil have tid til oplevelserne også."

Tæt på at fare vild i Nøddedalen

I oktober går Hanne igennem Nøddedalen syd for Blokhus. Hun har talt med en naturvejleder, som fortalte, at hun skulle gå igennem Fosdalen og Nøddedalen ved at følge Hærvejen-skiltene. Men da hun kommer ned i bunden af Nøddedalen, er skiltet blevet fjernet på grund af et tidligere jordskred, og Hanne ved ikke, hvor hun er. "Jeg har kort, kompas og strøm på telefonen. Men jeg kan ikke se de små stier på Google Maps. Jeg kan virkelig mærke adrenalinen pumpe, og jeg vil bare ud af den skov. Jeg må holde hovedet koldt og hiver kompasset frem. Jeg finder ud af, hvilken retning, jeg skal gå i. Jeg ved, at jeg skal have havet på venstre hånd og at jeg skal møde en større vej, når jeg kommer ud af dalen. Og jeg finder vejen - heldigvis!" Alternativet havde været at sove i Nøddedalen uden et ordentligt sted at slå telt op, da dalen er meget kuperet og bevokset. Så Hanne er glad for, at hun fandt ud.

December - Kulden viser sig for alvor

I december møder Hanne for første gang frostvejret, og tredje etape af turen langs vestkysten viser sig at byde på nye udfordringer. "I oktober var der bare lunt, eller i den kolde ende af lunt. Men i december bliver det rigtig koldt." Hun begynder sin tur i Aalborg, hvor hun henter en del vinterudstyr i Spejder Sport. Det er ikke planen, at hun skal have en ny sovepose, så hun går af sted med den gamle sovepose og et tæppe. Hanne når ikke bussen ud til Bjerget, en lille landsby tæt på kysten i den sydlige del af Jammerbugten, hvor turen skal begynde, så hun vælger at gå ud til et shelter i Aalborg og sove der. "Her ligger jeg så og klaprer tænder hele natten. Det er så koldt! Jeg troede, at jeg havde nok udstyr, men det havde jeg slet ikke. Så der lærte jeg lektien. Det var lidt held i uheld, at jeg ikke kom længere. Men det nytter ikke noget at slå sig selv i hovedet fordi, man har fejlet." Hanne går tilbage til Spejder Sport om morgenen og bytter soveposen til en varm dunsovepose, der kan gå ned til minus 14 grader, en lagenpose i fleece og et ekstra underlag i skum. Så sover hun fantastisk.

Opgraderer til gasbrænder

I december har Hanne også opgraderet sit kogegrej fra spritbrænder til gasbrænder, som brænder med højere effekt og derfor er velegnet til at lave gode måltider i den kolde tid. "Min favorit er tørret rensdyrgryde, som blandes med vand og varmes op i gryden over gassen."

Væk fra juleræset

Hanne går 174 kilometer over 18 dage fra Bjerget til Skagen langs det smukke Vesterhav. Hun nyder at være væk fra juleræset. "I naturen er der ikke pyntet op, og jeg er helt stået af ræset. Jeg spiser et par klejner, har en lille nisse med og skriver på min blog som en daglig julekalender. Men ellers er der ikke meget jul over det. Jeg savner det heller ikke. Det er i naturen, jeg er allermest lykkelig. Ikke når jeg får en ny telefon eller noget andet materielt."

Korte dage og smuk stjernehimmel

Ud over at være kold, er december også den mørkeste måned. Her er der ikke mange lyse timer til at gå i, og det kan godt give et vist pres at skulle nå frem inden, det bliver mørkt. "Jeg er ikke mørkeræd, men jeg holder mest af at gå, når det er lyst. Alligevel giver det en tryghed at vide, at jeg også godt kan gå i mørket." Det er også i decembermørket, at Hanne oplever den smukkeste frostklare stjernehimmel.

Februar - Frost og overskudsvarme

Hanne går det sidste stræk på 170 kilometer fra Esbjerg mod syd til Grænsen i februar 2018. Her har vinterkulden rigtig bidt sig fast, og Hanne mærker for alvor, hvad det vil sige at fryse, og hvad der skal til for at holde varmen: 

"Jeg troede, jeg vidste nok om kulde og tænkte inden, at jeg ikke havde brug for min dunvest. Men efter en nat i Kiggebjerg Plantage på Fanø, er det rigtig koldt om morgenen. Kulden er virkelig intimiderende, og det er så koldt, at jeg ikke kan bruge mine fingre uden handsker. Jeg opgiver at pakke mine ting sammen og går ned i Super Brugsen for at få varmen, oplade telefonen og ringe til min kontakt i Spejder Sport, som siger, at jeg skal ringe hjem og få min mand Brian til at sende min dunvest herud." 

Så det gør Hanne. Hendes kontakt i Spejder Sport fortæller hende også om vigtigheden i ikke kun lige akkurat at være varm, men at have overskudsvarme i kroppen. Jo mere overskudsvarme i kroppen, jo længere tid, kan hun holde fingrene varme, hvis hun eksempelvis skal pakke eller lave mad uden handsker. Og her gør dunvesten en stor forskel.

Heftig chillfaktor

På februar-turen går Hanne ud til Mandø, som ligger i Vadehavet. På vejen ud står en stiv kuling ind fra siden, og det sner. "Der er udsigt til en krævende tur, og jeg tager høretelefoner og hætte på og går af sted. Det er så koldt. Jeg kan ikke se en meter frem, og det er svært at følge grusvejen, som går fra fastlandet til Mandø." Hanne når frem på trods af vinden og møder en fugleinteresseret dame, som tilbyder hende huslys for natten. Efter en nat på en varm sofa og en hviledag i godt selskab går Hanne tilbage til fastlandet. Denne gang er der høj solskin, blå himmel og helt vindstille. Det er en helt anden oplevelse at gå uden chillfaktor.

Bliver fulgt i mål ved grænsen til Tyskland

Februar-turen strækker sig til lidt ind i marts, og Hannes sidste vandredag er den 3. marts. Da hun vågner om morgenen, har hun ikke travlt med at komme af sted. Hun vil gerne nyde den sidste dag og synes endda, at kaffen smager lidt bedre end, den plejer. Men Hanne begiver sig stille og roligt af sted og når målet på Siltoftevej ved den tyske grænse hen på eftermiddagen. Målet gør ikke meget væsen af sig. Der er et rødt skur og ikke så meget andet. Men der er mødt to mænd op, som har fulgt Hanne på hendes blog og så en journalist. "De to mænd vil gerne følge mig i mål. Den ene har et flag med og en sød hund. Jeg bliver meget rørt og glad over, at de vil følge mig i mål."

Alt i alt en god afslutning på den store bedrift, det har været at tilbagelægge hele den jyske vestkyst. Og Hanne er blevet så glad for at vandre, at hun allerede har en ny tur i kikkerten. Det bliver Camønoen - en vandring på øerne Møn, Nyord og Bogø på ca. 170 kilometer.